112

37-årig fik beslaglagt bilen

Foto: Rigspolitiet

Kl. 12.50 bemærkede færdselspolitiet en ældre personbil køre ad motorvejen i sydlig retning ved Køge. 

Ejeren af bilen var ifølge politiets oplysninger frakendt kørekortet, hvorfor færdselspolitiet standsede bilen med henblik på rutinemæssig kontrol af føreren og køretøjet.

Føreren var faktisk med bilejeren, som var en 37-årig mand fra Vordingborg kommune. Han var frakendt kørekortet frem til december 2022 og blev derfor sigtet for den overtrædelse af færdselsloven.

Politiet kunne ved en nærmere undersøgelse konstatere, at det nu var tredje gang inden for blot et år, at den 37-årige mand var blevet afsløret i at køre bil trods frakendelse af førerretten. Hans personbil blev derfor beslaglagt med henblik på senere konfiskation, hvilket han umiddelbart ikke protesterede imod. Den 37-årige vil nu senere høre nærmere om sagen, når straffen skal fastsættes og spørgsmålet om endelig konfiskation af bilen skal afgøres i et retsmøde.

Kommentarer