20 procent af strømmen kommer fra solceller ved Lidls lager- og logistikcenter i Køge
Dagligvarekæden Lidl udvider solcellekapaciteten på lager- og logistikcenteret i Køge med et nyt 4542 kvadratmeter stort solcelleanlæg, så 20 procent af strømforbruget i bygningen nu dækkes af el fra egne grønne og vedvarende energikilder. Anlæggets kapacitet svarer til det årlige forbrug i over 200 danske husstande.
Når de automatiserede plukkerobotter farer op og ned i Lidls lager- og logistikcenter lidt udenfor Køge, er det fremover blandt andet på strøm fra egne solceller.
Dagligvarekæden har nemlig for ganske nyligt indviet en 4542 kvadratmeter stor solcellepark installeret på toppen af den 14 meter høje bygning. Her producerer 2326 solcellepaneler årligt cirka 979.633 kWh., hvilket svarer til et årsforbrug for over 200 gennemsnitsfamilier med to voksne og to børn i et hus på 150 kvadratmeter. Elproduktionen fra panelerne dækker cirka 20 procent af lager- og logistikcenterets energiforbrug og er leveret af danske Prosolar ApS.
Oplagt at bruge ledig plads på taget
Solcellerne har været et stort ønske i mange år. Det er derfor med stor glæde for de involverede medarbejdere hos Lidl, at anlægget nu endelig er på plads og er i gang med at producere vedvarende energi:
– I Lidl ønsker vi at være en del af en grønnere og mere bæredygtig fremtid. Det ses blandt andet i vores mål om at sænke vores CO2-udslip med 80 procent i scope 1 og 2 inden 2030 sammenlignet med baseline 2019. Produktionen fra anlægget reducerer CO2-udledningen med cirka 200 ton om året, fortæller Kevin Engblad Lind, konsulent i Lidls byggeafdeling og projektleder for solcelleprojektet.
– Solceller har været en oplagt mulighed for os til at udnytte den store mængde ledige plads på taget, og samtidig opnå en økonomisk såvel som grøn fordel, tilføjer han.
Den grønne energi fra solcelleparken går til afgørende funktioner og områder på lageret som for eksempel køling og frostrum og driften af robotterne i det automatiserede højlager.
En langsigtet plan
Solcelleparken er et vigtigt tiltag i Lidls indsats på at nedbringe virksomhedens emissionsudledning, fortæller Rikke Ramm Eberlein, teamleder CSR.
– Ifølge WWF er Danmark en af de lande i verden, der har det højeste forbrug målt per indbygger. Hvis ikke vi handler for at reducere vores påvirkninger af klimaet, kan blandt andet stigende temperaturer med deraf resulterende øget hyppighed af ekstreme vejrforhold ligesom tab af levesteder og biodiversitet få en direkte effekt på produktionen af fødevarer både nationalt og globalt, siger hun og fortsætter:
– Derfor har vi i Lidl forpligtet os til at leve op til bestemmelserne fastsat i klimaaftalen fra Paris og har baseret vores klimastrategi efter målene i Science Based Targets-initiativet. Opførelsen af solcelleparken på lageret i Køge er en vigtig milepæl i bestræbelserne på at nå vores målsætninger.
Kommentarer