Borup

15-årig pige på cykel påkørt på vej til skole – bilisten kørte videre

Foto: Rigspolitiet

Torsdag klokken 12.06 fik politiet en anmeldelse fra pårørende til en 15-årig pige fra Borup, som havde været impliceret i et færdselsuheld klokken cirka 07.50 i rundkørslen Bækgårdsvej-Kimmerslevvej i Borup.

Uheldet skete, da pigen torsdag morgen på cykel kørte ind i rundkørslen Bækgårdsvej-Kimmerslevvej. Her blev hun ramt af en bilist, som imidlertid valgte at køre fra stedet. Pårørende til den 15-årige blev af omveje bekendt med bilistens identitet og anmeldte det til politiet.

Politiet fik efterfølgende ved afhøring af de to parter klarlagt, at den 15-årige pige på uheldstidspunktet var kørt på cykel ad Bækgårdsvej mod syd og videre rundt inde i rundkørslen. En 45-årig kvindelig bilist fra Jystrup kom kørende ad Kimmerslevvej i østlig retning og fortsatte ind i rundkørslen, så cyklisten blev strejfet, men uden at vælte.

Cyklisten standsede, men efterfølgende fortsatte bilisten kørslen uden at give sig til kende over for cyklisten. Ved rundkørslen var der skolepatruljer på uheldstidspunktet.

Politiet har nu optaget rapport om sammenstødet for at få klarlagt de nærmere detaljer og herunder afhøre vidner, der har været til stede på uheldstidspunktet.

Kommentarer